Første danske kronhjort

Fra onsdag den 16. september gik jagten ind på kronhjorte, der var 10 ender eller op efter. Camilla tog ind på et af vores favorit steder, nemlig i Terp lidt udenfor Ulstrup.

Hun sidder på min gammel jagtkammerats ynglingssted – Arne Jacobsen, som gik på jagt lige til det sidste i en alder på 92 år.

Imens hun kigger rundt, kan hun lige skue til marken bagved hende, og imellem træerne kan hun se et par krondyr. Hun bliver nød til at flytte sig tættere på, for at kunne se bedre, hvad der helt præcist gik på nabomarken.

Da hun får stillet sig til rette kan hun hurtigt se, at de to første dyr er hind og kalv. De har hverken set eller fået vind af hende. Det tredje dyr, der træder frem imellem to buske og frem i det åbne, er en 10 ender – 5 sprosser på hver side. Idet Camilla aldrig har skudt et krondyr i Danmark var størrelsen underordnet. Hun havde bare en drøm om at skyde sin første hjort i Danmark. Den er ude på 110 meter og står perfekt med bredsiden til – desværre stadig på naboens mark.

Da de begynder at bevæge sig modsat hendes retning og ned ad marken, følger hun naturligt efter. Måske de havde tænkt sig at dreje over på vores lille græseng. Men desværre. De havde forsat videre ind i skoven og kom ikke tilbage den aften.

Næste aften

Aftenen efter, den 17. september, drog Camilla atter ind på jagtmarkerne i Terp. Hun håbede selvfølgelig på, at støde på den 10 ender, som hun så aftenen før.

Efter hun havde siddet på Arnes ynglingssted i en lille time, vælger hun at gå hen i skellet til nabomarken. Både for at kunne se, om hjorten skulle gå derover, men også for at få et bedre udsyn over vores egen græseng, der er meget kuperet.

Hun når knap at komme ordentlig på plads, da hun ser en hjort komme ud oppe i modsatte hjørne af hende. Det viser sig at være en 5 ender, men med meget lange sprosser. Men den er fredet i vores område, så hun måtte nøjes med synet af den.

Alt godt kommer til den, der venter

Efter kort tid, begynder det at larme fra skoven på modsatte side af græsengen. Det kunne godt lyde som kronvildt. Ved et lille indhak kommer der pludselig en spidshjort ud. En høj en endda. Da den er lovlig at skyde på tidspunktet, så overvejer Camilla selvfølgelig, om den skulle være hendes første stykke kronvildt og første danske hjort. Men den fine 10 ender spøger i hendes hoved, og det var stadig tidlig på aftenen. Hun vælger at afvente og se, hvad der sker. Der var stadig aktivitet i skoven, kunne hun høre.

Pludselig træder der en større hjort frem til venstre for spidshjorten, som med det samme lige flytter sig et par meter, for den nyankomne hjort. Hun tæller kun den ene stang for at se, om den har 5 sprosser. Det havde den. Hurtig op med skydestokken og riflen. Camilla fornemmede, at hun ikke vil så mange chancer til denne hjort. Først og fremmest fordi de var lidt urolige og i bevægelse. Hun skyder og den tegner umiddelbart godt.

Da hun kommer hen til skudstedet er der ingen schweiss. Nej, nej tænkte hun. Ikke Sverige om igen. Men heldigvis var hun helt sikker på, hvor hjorten var løbet ind henne. Og ganske rigtig. Lidt ind ad sporet, hvor hjorten var løbet ind henne, begyndte det første schweiss. Lidt i et mørke, hvilket bekymrede hende lidt. Men heldigvis blev det lysere, hvor hun også fandt lunge i. 40 meter inde i skoven lå han så. En super flot ulige 12 ender.

Som overskriften lyder; Alt godt kommer til den, der venter. Havde Camilla valgt at skyde spidshjorten, ja, så havde hun nok aldrig set den anden.