Bukkejagt i Sverige i september 2020 vol. 2

Eftersom heldet ikke var med os til premieren i august måned, tænkte vi, at vi ville forsøge igen i september måned med en omgang bukkejagt i Sverige. Det er altid en fornøjelse at tage en forlængede weekend i Sverige. En dejlig måde at lade batterierne op og komme væk fra arbejde, møder, papirarbejde, stress og jag.

Vi vidste de to bukke, som vi skulle have nedlagt sidste gang, stadig levede. Eller, at der var en stor chance for, at de stadig levede. Både bonden og vores svenske ven, havde set dem i ugen op til vores ankomst.

Både Camilla og jeg er heldige den første aften at få chance til de to bukke – dog blev aftenen for Camilla lidt mere dramatisk end forventet.

En gammel buk snyder en anden gammel buk

Jeg har netop parkeret bilen. Skifter sko, overtøj, finder kikkert og skydestok frem, patroner i riflen – så er jeg klar. Inden afgang tager jeg kikkerten op for at kigge udover landskabet – måske der er dukket noget op, imens jeg gjorde mig klar.

Ganske rigtigt. Ude på en af markerne går bukken med tre råer. Vinden er ikke for god, der hvor jeg står nu. Jeg må forsøge at pürsche mig igennem et skovtykke, væk fra dyrerene, og på den måde komme bagom dem. Da jeg kommer ud af skovstykket kigger den ene rå hen mod mig. Hun havde hørt mig og var meget opmærksom. Hun begyndte endda også at bøve eller smælde af mig. Men alligevel forsatte de andre dyr og hende selv med at gå og esse. Jeg så derefter min chance til at pürsche mig tættere på. Men råen var hele tiden opmærksom, så det krævede korte træk og langsomme bevægelser.

Jeg får pürschet mig tæt nok på til, at jeg kan tage skydestokken op og skyde så snart chancen bød sig. Der var hverken nerver eller tid til, at han skulle stå med hele bredsiden til. Og heldigvis tilsmilede heldet mig.

En halv time senere

Imens vores svenske ven og jeg står og nyder aftenen efter en succesfuld jagt og får taget lidt billeder, tikker der en SMS ind fra Camilla; “Skød forbi”. Camilla er blot 300-500 meter fra os, så vi var lidt uforstående overfor, at hun kunne have skudt, uden at vi har hørt skuddet. Jeg ringer hende op med det samme, hvor hun fortæller, at hun har skudt til bukken, men kan intet schweiss finde.

Vi kører hen til hende med det samme for at høre ad, hvad der er sket. Hun fortæller, at hun skød til bukken, som var ude på 110 meter cirka, den reagerede som den skulle i skuddet, da den hopper op og slår en koldbøtte, hvor den bagefter løber ind i det tæt. Men der var intet schweiss at finde. Hun er dog lidt usikker, hvor bukken stod helt præcis. Men hun mener bestemt det var inden for et område på 10-15 meter. Vores svenske ven og hans hund prøver at følge et spor for at se, om hunden kan finde noget. Efter en halv time søgen opgiver han dog. Men han mener, at det vil være mest rigtig at skaffe en schweisshundeføre, bare for at være på den sikre side. Ham skulle vi vente 1 time på.

Da schweisshundeføreren når frem, forklar vi ham situationen. Han vælger at tage hans unge hund ud først. Den går straks på det spor, hvor bukken var kommet fra, så de endte desværre på et vildspor og kom meget lang væk. Da han kommer tilbage, vælger han at tage hans ældre og rutinerede labrador på 7 år med ud for at se, hvad hun kunne finde frem.

Trods de mange forsøg fra både vores svenske ven og schweisshundeføreren, så bliver Camilla mere og mere overbevist om, at hun sikkert har skudt forbi. Eller i værste fald anskudt den. En masse tanker og følelser går igennem hende, og humøret og stemningen er en smule trykket.

Et billede siger mere end 1000 ord

Han vælger ikke at tage snor på den ældre hund og giver den frit søg. Efter lidt tid får han endelig sendt hunden ind i det tæt. Pludselig kan han se på GPS’en, at hunden står stille, blot 20-30 meter inde. Han kalder herefter på hunden, og kører langsomt hans hånd om munden den. Dette er for at tjekke spor af enten hår eller schweiss. Han siger intet til os. Han vælger at gå med hunden ind i det tæt, og pludselig kommer der rosende ord til hunden og han jubler; “Den er fundet, din buk ligger her”.

Camilla kan ikke tro på det. Hun bryder næsten sammen af glæde og forløsning. Alt den tvivl om både hendes skud, bukkens reaktion og bukkens placering. Hele to timer varede det fra hendes skud, til hun kunne stå med trofæet i hånden.
Grunden til, at der ingen schweiss kunne findes, var at bukken stod så skrå, at udgangshullet var helt nede ved den ene kølle og indgangshullet sad klokkeklart i hjertet.

Og som det ses ovenfor, så siger et billede vist mere end 1000 ord – en meget lettet, stolt og glad jæger med sit trofæ.

Hvad har vi så lært af denne oplevelse?

Hvad end du har god tid, inden du skyder, eller det hele skal gå hu hej hurtig – så vær altid sikker på, hvor dyret stod. Selvom Camilla mente, at “den nok stod her omkring”, så kan få meter være afgørende. Den enkelte dråbe blod eller de få hår fra dyret, kan afgør om du finder det. Samtidig vil det gøre hundearbejdet meget nemmere, hvis man har en klar indikation om, hvor dyret stod.

Og sidst, men ikke mindst, lærte vi, at hvis man er det mindste i tvivl, så tilkald altid en schweisshundeføre.