Første jagt på Gemse i Rumænien

Tilbage i oktober måned i 2022 var Storvildt sammen med en kunde for første gang på jagt i Karpaterbjergene i forsøget på at nedlægge den prægtige Gemseart.

Der findes i alt 11 underarter af gemsen, hvor den største i krop m.v. blandt andet lever i Rumænien. Den mindste kan jages i Spanien.  Herudover er der flere andre europæiske og asiatiske lande, hvor den kan jages. Så er man samler, så er gemsejagt bestemt værd at begynde på.

Vi havde hjemmefra valgt at bestille en ekstra jagtdag, så vi i alt havde 4 dage – blot for at være på den sikre side. Alt jagt er uforudsigeligt – men især bjergjagt kan drille. Man er utrolig afhængig af vejr situationen, da dårligt vejr kan i værste tilfælde betyde ingen jagt på den pågældende dag.

Læs mere om rejsen HER

On top of the world

Ja, det er den følelse man fik på den første jagtdag. Billederne taler vist for sig selv. Vi var oppe i omkring 2200-2400 meters højde, helt klar blå himmel, høj solskin, og næsten ingen vind.

Den følelse, der suser ind i ens krop, når man er på toppen af bjerget, har udsigt til dette sceneri – den er ubeskrivelig. Det er en helt særlig ro, der sænker sig. Og man føler man kunne sidde og kigge for evigt ud på det smukke landskab.

I dette område kørte vi så langt op vi kunne med bilen – inden vi startede jagten til fods. Normalt starter jagten ved bunden af bjerget og så snart der begynder at komme sigtbarhed.

Action fra start

Allerede efter få minutters pürsch opdager vi pludselig en flok gemser, hvor der her var en lovende han. Men uheldigt nok opdagede de os på samme tid, som vi opdager dem. Og de fleste jægere kender nok resultatet af dette scenarie.

Pürschen måtte forsætte..

Men vores stalker havde en formodning om, at gruppen ikke var langt væk – og formentlig var løbet rundt om noget tæt krat. Vi forsatte pürschen på kanten af bjerget og vendte blikkene ned.

Vi stoppede flere gange, hvor stalkeren selv forsatte lidt længere fremme for at spotte. Han får pludselige øje på nogle hunner, der står på toppen af en stenhøj længere nede på bjerget. Hans formodning var måske rigtig – måske det var den samme gruppe.

Vi pürschede alle i god position, både i forhold til vind og udsyn, hvis en chance til skud skulle opstå.

Og så begyndte ventetiden. Det er også en del af bjergjagt.

Vi sad nok på udkig et par timer. I disse timer sprang hunnerne skiftevis rundt og op og ned. Ingen han havde vist sig endnu. Men med en så stor gruppe af hundyr, måtte der næsten være en han i nærheden.

Og ganske rigtigt. I bunden af stentoppen viste en han sig. Om han anede uråd vides ikke, men frem kom han ikke sådan lige. Han lagde sig ofte ned, og var ofte dækket af småbuske eller de andre gemser.

Gruppen havde retning væk fra os og søgte længere ned af bjerget. Stalkeren havde en formodning om, at de ville søge ud mod det åbne og forsvinde henover en bjergtop til venstre for os.

Tid til at komme i god position

Stalkeren og Lars pürschede tættere ned mod det åbne for at forsøge at komme i god position, inden gemserne viste sig. De ville formentlig ikke opholde sig særlig længe ude på det åbne stykke.

I konstant bevægelse søgte gemserne som rigtigt antaget ud mod det åbne og med retning over den næste klippetop.

Selvom der var godt anlæg og god vind – så viste det sig at være en svær position. Udover det var et forholdsvis længere skud, så havde gemserne direkte retning væk fra dem – så et bredside skud blev svært.

Men det lykkedes. Efter to skud løb gemsen væk og over næste klippetop. Vi vidste af gode grunde ikke om den var forendt.

Grundet det meget stejle bjerg og kupereret terræn valgte stalkeren at ville hente den alene. Så vi måtte blive tilbage og vente.

Vi ventede i 1,5 time, før vores stalker viste sig igen – heldigvis med gemsen.

Og sikke et trofæ. Den blev senere målt op til en bronzemedalje.

10 timer på gåben

Næste dag kørte vi ud i et andet område – og her var der ingen kære mor. Vi startede ved bunden, så snart det blev lyst nok til at gå og spotte samtidig. Ikke nok med vi startede helt fra bunden, så var dette bjerg noget mere stejlere end dagen forinden.

Efter ca. et par timers gang var vi ikke nået op til toppen endnu – og Lars måtte vende om grundet skade i akillessenen. Heldigvis havde vi hørt kunden skyde noget tid forinden, så Lars ventede ikke længe på dem ved bunden af bjerget og kunne køre med dem hjem.

Mens forsatte vi andre opad.

Det blæste en del oppe på toppen, hvor vi igen endte med at befinde os i ca. 2200-2400 meters højde. Vi vandrede langs kanten og fandt et sted, hvor vi kunne spotte en stor gruppe gemser. De var omkring 700 meter ude og umulige at komme tættere på. Derfor måtte vi vente og se, hvilken vej de valgte. Det var på det tidspunkt endnu uvist, om der var en skudbar han eller hun i gruppen.

Vi ventede i ca. 1 time, hvor gemserne bevægede sig minimalt. Vi valgte at vende om og gå om på den anden side af bjergklippen.

Efter ca. 1 times pürsch fandt vi et sted, hvor der var lidt læ. Her valgte vi at holde endnu en pause for at indtage frokosten. Og hvilket sted at indtage sin sandwich. Imens brødet blev tygget på, kom et par bjørne forbi 100 meter ude – de er heldigvis mere bange for os end omvendt (for nogen!)

Mulig chance i sigte

Efter frokosten pürschede vi videre i næsten stormvejr. Blæsten havde taget til – og på de helt skrå bjergsider var det sikreste at kravle eller krybe, fremfor at gå oprejst.

Efter flere timer uden at have set noget vildt, spottede vi endelig en gemse. Og som vidste sig at være en enlig han. Den havde fundet et lille spot, hvor han kunne lægge i læ ca. 240 meter ude.

Og det skal man være forberedt på hjemmefra. På bjergjagt kan man let komme ud for lang skud på over 300 meter. Derfor er det givet godt ud, at man bruger nogle timer på skydebanen. Forberedelse er mere end halvdelen af jagten.

Jeg nåede at få lagt mig til rette med riflen, imens mine to jagtguider forsat vurderede gemsen. Ligesom med bukkejagten hernede, så er der også en stor selektion med gemserne. De skal have en vis alder, før de vil have dem skudt. De vurderede dog, at den var for ung og skulle have et par år mere.

Samtidig vurderede de, at blæsten udgjorde en så stor faktor for manglende vildt, at vi måtte begynde at vende snuden nedad. Og igen på grund af vinden, måtte vi flere gange ned og sidde, inden vi forsatte med at bevæge os nedad.

Vi jagtede denne dag i ca. 10 timer og i følge telefonen blev det til 21.000 skridt og 14 km. Det lyder umiddelbart ikke af meget – men man går også i et stille og roligt tempo. Så er man i nogenlunde almindelig form uden voldsomme skader, så kan de fleste være med. Men det er hård jagt – især for lår og knæerne.

Diana smilede igennem skyer og regn

Jeg sagde egentlig til mig selv – og måske også højlydt, at jeg var for træt til at tage endnu en jagtdag magen til. Det var ikke så vigtigt for mig, om jeg fik nedlagt en gemse. Målet for turen for mig var egentlig “bare” at opleve bjergjagt og få en masse naturoplevelser.

Men efter lidt overtalelse fra guiderne, så endte jeg med at stå tidligt op og vende snuden mod bjergene igen. Og overraskende nok var ømheden ikke nær så stor, som jeg havde forventet.

Det var dog lige indtil vi stod for enden af bjerget og det begyndte at gå opad. Så kunne man godt mærke, at stængerne var en smule ømme.

Men udover ømhed, så var vejret ikke med os. Det var meget tåget og overskyet, hvilket gjorde det umuligt at forsætte helt op på toppen. Det ville ikke give mening at gå i tæt tåge og have nul sigtbarhed. Man vil blot risikere at støde dyrerene og minimere chancerne endnu mere.

Vi valgte derfor at gå så langt op som var muligt, og forsøgte at finde et sted, hvor vi kunne sidde i nogenlunde læ. Vinden var bidende kold, og ikke nok med det, så regnede det også.

Vi ventede og ventede og ventede. Intet dyr sigte i sigte. Kunne man også forstå med der vejr. Man nåede lige at få tanken; “Hvorfor sidder vi egentlig her? Hvorfor gør vi lige det her”

Sidste chance

Vi havde siddet i flere timer uden at have set noget og uden at tågen var ikke blevet lettere. Det var stadig umuligt at bevæge sig længere op. Vi aftalte derfor at blive i 15-30 min. mere for at derfor gå nedad igen.

Det viste sig at være en klog beslutning. På den modsatte bjergskrant kom en gemse imod os, som perler på en snor. Guiderne vurderede om hannen var selektiv og skudbar. Imens gjorde jeg mig klar med riflen. Jeg kunne blive siddende i mit lille skjul og bruge et par grene til støtte.

Jeg fik grønt lys fra guiderne, og forsøgte herefter at styre vejrtrækningen. Pulsen steg og fingeren blev krummet. Efter skuddet løber gemsen nedad, hvilket plejer at være et positiv tegn. Men jeg synes umiddelbart ikke, jeg kunne se en reaktion på dyret efter skuddet. Guiderne sagde ikke noget, så jeg troede det var et forbiskud. Den fik derfor nummer to skud på halsen – og derefter trillede den et godt stykke ned.

Da det var på modsatte side af et mindre vandløb og imellem to bjergskranter tog det noget tid at komme over til den. Den ene af guiderne tog benene på nakken og var meget hurtigt derover. Vi andre tog det lidt mere stille og roligt, for ikke at falde. Regnen gjorde især stenene over vandet meget glatte.

Men heldigvis var gemsen forendt og det viste sig, at første skud var et klokkeklart hjerteskud. Så ja, andet skud havde ikke været nødvendigt. Men hellere være på den sikre side, så man ikke lige pludselig stod med et anskudt dyr.

Tror ikke billederne viser helt præcis den glæde, der strømmede igennem kroppen, da jeg sad med gemsen. Fantastiske oplevelser og hårdt arbejde var gået forud for den forløsning. Så beklager, hvis trætheden overtog glæden i ansigtet.

Er du fristet?

Hvis den “lille” fortælling har fristet dig til at høre mere eller dine muligheder for at booke – så tøv ikke med at tage fat i os!

Vi deler gerne ud af vores erfaringer og hjælper selvfølgelig også med booke dit næste jagteventyr 🙂